top of page

7. Der findes i omegnen af 1 milliard kosttilskud på markedet. Af dem er der kun ganske få der har en dokumenteret præstationsfremmende effekt. Vi nævner i flæng: koffein, kreatin, rødbedesaft og bikarbonat. 

- VO2LABs bedste råd: sov minimum 8 timer - hver nat! 

​

1. Kaffe kan både forbedre din præstation, dit humør OG din restitution. Faktisk viser forsøg, at DOMS (muskelømhed forårsaget af træning) reduceres ved kaffeindtag.

 

3. Der findes ikke intelligente kulhydrater. Kulhydrater kan hverken tænke selv eller spille Bezzerwizzer imod hinanden.

Der findes til gengæld mange dygtige marketingsfolk og ditto sportsstjerner, som gerne vil tjene lidt ekstra.

 

121. Anna- Emilie Møller er helt unik, ingen tvivl om det. Hun har dog ikke fået målt DK’s højeste kondital nogensinde. Hun har det højeste kondital målt på en kvinde på AKI (August Krogh Instituttet). Eliten i DK bliver som udgangspunkt ikke testet på AKI, men hos Team Danmark og dér har de med garanti set højere tal (det har vi forresten også hos VO2LAB).

 

8b. LCHF- (Low Carb High Fat) diæt forbedrer ikke din præstation. Omvendt vil LC træning (træning på lave kulhydratdepoter) medføre, at du ikke kan træne lige så hårdt som ved fyldte. Så sørg nu for at få fyldt op med Onsdagssnegle, inden du tager til spinning og bodypump!

 

319. Succeskriteriet for et træningsprogram er ikke antallet af zoner og selv om din ”løbecoach” synes det lyder mega fedt med AE1-AE7 osv., så kan langt mindre gøre det. Hos VO2LAB arbejder vi som udgangspunkt med 4-7 zoner der går fra Restitutionspace til Anaerob Sprint. 

​

3b. Krampe er ikke et resultat af hverken elektrolyt- eller væskemangel.

 

77. Din maxpuls stiger ikke, når du kommer i bedre form. Tværtimod, kredsløbstræning gør hjertet større og stærkere. Slagvolumen og elasticiteten i hjertet øges og dermed øges mængden af blod der pumpes ud, på trods af lavere puls.

 

12. Højdetræning har højst sandsynligt ingen positiv effekt på din præstation. Omvendt skader det ikke.

 

1080. Om man er triatlet eller ej, så løber man ikke et motionsLØB hurtigere i sin tridragt eller sine tribukser. Jovist, der er selvfølgelig plads til gels i lommerne, men opvejer det tanken om, at man løber med ”ble”, mens alle andre har almindelige shorts på?

​

17. Alle mennesker kan køre på alle cykelmærker, uanset hvad din bike fitter eller cykelhandler siger. Tager man en hvilken som helst professionel cykelrytter eller triatlet har de formentlig kørt på 5-10 forskellige cykelmærker i deres karriere. Disse cykler er standardmodeller og derfor ikke specialfremstillet til den enkelte rytter. Hvis DE kan køre mange tusinde km på en cykel, så kan vi andre også.

- At der er andre grunde til at få foretaget et bikefit, er en anden diskussion.

 

80. Menneskets tørstmekanisme og væskebalance er ganske fint reguleret. Anekdoten om at ”når du føler tørst, så er det allerede for sent” er lige så sand som den med, at man ikke taber sig på benene af cykling (kilde til cykelben: Anne Bech).   

 

777. ”Vintertræning = opbygning af base og volumen” - sagde ingen forskning nogensinde.

Man ved slet ikke nok om periodisering af træning, til at kunne fastslå om den ene eller anden type træning er optimal, når man er uden for race- sæson. Det danske klima taler ikke ligefrem for at få mange timer under åben himmel fra Oktober til Marts, så måske man skulle overveje om motivationen holdes højere, ved at fokusere på den korte og intensive træning i den kolde og mørke periode.

 

91. Barfodsløb er vist ikke lige så populært mere….

 

22. DETOX virker ikke til hverken udrensning eller varigt vægttab. Dine organer er udviklet til selv at justere og rense din krop uden at du har behov for hverken antiinflammatorisk-juice eller urte-suppe. Det der ”virker” ved detox er mangel på mad, hvilket altid vil medføre et kcal underskud og et (meget lille) vægttab.

​

​

​

​

...to be continued.

bottom of page